Et af Kringlebakkens kerneområder er at styrke kvindernes netværk med henblik på, at forebygge social- og sundhedsmæssig deroute, som isolation fører til, og som er hverdagskost for alt for mange nydanske kvinder. Langt de fleste af husets kvinder har efterladt familie, venner og bekendte i deres hjemlande, og de første år i deres nye land er afgørende for deres fremtid. Isolation fører til ensomhed, mental stagnering og depression. Så ud over de faste aktiviteter i kursusgruppen tilbyder Kringlebakken en række netværksskabende aktiviteter, hvis formål er, at styrke netværk på tværs af sprog- og kulturel baggrund:

Fredagscafé
Fredagscafeen er et rum for samvær, kreativitet og oplevelser. Aktiviteterne planlægges af Kringlebakkens brugere. Det kan være dejlige ture ud af huset eller kreative sysler med perler, symaskine eller pensler. Vi laver også mad sammen og holder fester. Kom glad:-)

Ferie for alle
I ferieperioderne tilbyder Kringlebakken ture for kvinder og deres børn. I år går turene til Skovtårnet ved Rønnede, Gisselfelt slot, Sommerland Sjælland, Kronborg slot i Helsingør, Dukketeater i Kongens Have m.m. Hvert år ved juletid tager vi desuden i Tivoli og oplever den smukke juleudstilling.

Kringlebakkens Netværksvenner – et mentor og venskabs netværk
Kringlebakkens Netværksvenner er et netværk, mellem etnisk danske og nydanske kvinder, hvis formål er at styrke netværk, empowerment og integration. Forskellen på mentor- og Netværksven er, at møde og indhold i højere grad defineres af parterne selv, og at det lægger op til muligheden for et reelt venskab. Nogle kvinder har brug for en netværksven til at praktisere og udvikle deres sproglige kompetencer, eller en som støtter gennem uddannelse eller op til eksamen. Andre mødes for at udveksle kultur og holdninger.

Kringlebakkens Have – endnu et sted, hvor mennesker kan mødes
Vores dejlige have er endnu et rum til at skabe møder mellem mennesker. Til haveindvielsen i foråret inviterede vi en gruppe lokale ældre til havefest. Når urter og grønt er vokset op vil vi ligeledes invitere ind til høstfest og mere havefest. Vores tætte naboer bruger haven og hjælper også med at passe den i weekenderne, hvor vi ikke er tilstede.