Tager kampen op med Taleban

Fra sin lejlighed i Nordvest forsøger Tahira at hjælpe sin familie med at flygte fra Taliban

Den dag Taliban overtog Kabul var en katastrofe for os alle sammen. Jeg kunne ikke tro at det var rigtigt, men det var det, og jeg kunne ikke gøre noget. Alle i min familie var bange. Jeg var meget bekymret for min familie – specielt for min søster, som på det tidspunkt arbejdede som retsdommer. Derfor var det ekstra farligt for hende da Taliban er fuldstændig imod, at kvinder arbejder.

De første mange måneder blev vi kontaktet dag og nat af min familie, som ringede til os og spurgte om hjælp. Mange ringede og bad os om at hjælpe. De tænkte, at vi kunne komme i kontakt med dem, som havde ansvaret for evakueringen af afghanere. Men det kunne vi jo ikke. Vi har ikke har adgang til den slags. Det var forfærdeligt!

Min familie er, gud være lovet, kommet ud af Afghanistan. Men desværre har de været nødsaget til at splitte sig op, og er nu placeret forskellige steder i Europa. De har trods alt været heldige – mange mennesker måtte stå tilbage.

Afghanere der kom ud fra Afghanistan, blev separeret, spredt udover hele verdenen og familier er gået i stykker. For dem der kom ud, startede en række af nye udfordringer og problemer. Dem der blev tilbage, lever i undertrykkelse, utryghed, mangel på læger og medicin, fattigdom. Folk er sultne og sulten fylder så meget, at alt andet bliver tilsidesat – fx at de har fået frataget alle rettigheder.

Det er håbløst!

Da min familie kom til Europa, startede der en række nye problemer. Vi troede at problemerne ville blive mindsket, men det omvendte skete. Mine forældre havde slet ikke kræfter til at starte forfra. Min mor græd og græd i flere dag. Jeg har aldrig set min mor græde sådan, og jeg ville have givet alt for at tage hendes sorg væk. De har fået depression – det samme med mine søstre. De har kæmpet for kvinders rettigheder med håb for at det en dag vil blive retfærdigt, men alt i Afghanistan er blevet ødelagt. I løbet af de mange år USA har været i Afghanistan, har der været udvikling for de afghanske kvinder. De kunne studere, arbejde og begyndte at kende til deres rettigheder, men alt blev ødelagt på ét sekund.

Der er sket store ændringer i mit liv. Fordi jeg var den eneste der kunne hjælpe min familie, har jeg været nødt til at sætte mig selv til side og være ”den stærke”. Jeg havde i forvejen et travlt og presset liv her; skulle til eksamen på min uddannelse. Vi har to piger, som har brug for vores nærvær. Min mand har også et krævende job. Jeg forsøger at beskytte mine piger, så de ikke bliver stressede og føler al den uro og sorg der er omkring dem.

En dag kom min datter hjem fra skolen, hvor de havde talt om situationen i Afghanistan. Hun var meget ked af det og bekymret for hendes familie i Afghanistan – hvordan taler man med sine børn om sådan noget her? Jeg ville ikke have at hun var bekymret her i Danmark, hun er ikke stor nok til at forstå disse ting, men hun hører det fra alle andre steder. Det var endnu en stor opgave for mig at håndtere. At beskytte mine børn og at de ikke rammes af alt det her, men at de bare kunne leve et almindeligt bekymringsfrit børneliv.

Mine tanker går til de piger i Afghanistan, som ikke kan tage en uddannelse. Jeg fik en chance for at komme til Europa, bygge ovenpå min bacheloruddannelse fra Afghanistan og få et godt arbejde. Men pigerne i Afghanistan har ikke længere mulighed for at uddanne sig. Taliban har lukket for skolerne og arbejdsmulighederne for kvinderne. Det gør mig så trist. Det mindste jeg kan gøre, er at lytte til dem, høre hvad de har at sige, for jeg kan ikke gøre så meget andet. Jeg håber en dag, at de får frihed til at uddanne sig og gøre hvad de vil. For det ér meget vigtigt, at alle mennesker i Afghanistan kan uddanne sig – begge køn. Jeg ville ønske, at Taliban forstod dette. Jeg ville ønske, at USA ikke havde invaderet mit land – selv om de har været med til at gøre noget og udvikle nogle positive ting – men Afghanistan er endnu dårligere stillet nu – det er blevet endnu sværere for kvinder.